Bæltet gjorde det nemmere at være sig selv igen

Bæltet gjorde det nemmere at være sig selv igen

Bæltet gjorde det nemmere at være sig selv igen

I starten kunne Palle ikke vente med at få skiftet sin stomi ud med en J-pouch. Men efter han fik et ’stealth belt’, besluttede han sig for at beholde stomien. Nu kan Palle gå i de samme t-shirts og skjorter, som han kunne tidligere. Bæltet har også gjort det nemmere at dyrke sport og gå på stranden uden bekymringer. (Billede: Privat)

 

Palle Kærsgaard er 24 år og bor på Nørrebro. Han fik konstateret Colitis Ulcerosa, imens han gik på første semester af medicinstudiet. Med en aggressiv CU tabte Palle 22 kg. inden for et halvt år. Han nåede ikke at gøre sig mange overvejelser, inden han skulle have lavet stomi. Han fokuserede bare på, at han skulle få det bedre. Men da Palle var kommet oven på igen, begyndte tankerne at melde sig – ”hvad kan jeg have på”, ”kan jeg være seksuelt attraktiv” og ”kan jeg gøre det, jeg plejer”.

 

Den irriterende fold
– Jeg startede med en lang, grim pose. Den sad sådan, så den stak lidt ud under min t-shirt – især hvis jeg løftede armene. Så røg t-shirten op og hvilede på posen, så jeg fik sådan en fold. Det så helt herrens ud. Så det har jeg brugt rigtig meget tid på – lige at skulle kigge ned og rette på t-shirten.

 

Første skridt på vejen mod at blive mere komfortabel med sin stomi, var et besøg hos stomi-sygeplejersken. Her fik han en mindre stomipose, som først og fremmest kunne holde tæt. Derudover, kunne den foldes til halv størrelse og derfor, bæres mere diskret under tøjet.

 

– Mens jeg havde den første pose, så hed det; der skal kun gå seks måneder og så skal man have en J-pouch. Jeg synes, posen og dens udformning kan være kilden til en hel masse usikkerheder og genertheder. Vel og mærke indtil at man har fundet den, som passer til en selv. Man kan måske skamme sig over den. For den første, som man får er stor og måske grim, og man er nervøs over, hvad den kan finde på.

 

Palle gik oftest i jeans, t-shirts og skjorter, inden han fik stomi. Men efter stomien, oplevede han, at hans t-shirts virkede for korte. Alternativet var at sætte posen halvt ned i bukserne, for at skjule den. Men da Palles stomi sidder forholdsvist højt, synes han ikke, at det var en særlig god ide at ’dele posen over’ eller om det træk, han følte i stomien, når posen sad i bukselinningen.

 

– Jeg begyndte at købe længere t-shirts og jeg gik meget, meget sjældent i skjorte. Især de løsthængende skjorter var rigtig gode til at lægge sig som en fold. Så i det hele taget blev det til større beklædningsdele på overkroppen.

 

Læs også: Den store satan, den lækre pige og de stramme cowboybukser

 

Bæltet gjorde alting nemmere
Det der gjorde forskellen for Palle, var da hans kæreste købte et neoprenbælte til ham.

 

– Det er lavet i sådan et dejligt tykt sportsmateriale. Man vender stomien sidelæns, så den slet ikke går ned over bukserne. Den går henover maven i stedet for, så man roterer den 90 grader på siden. Det er et dobbeltlags neoprenbælte med en masse velkro. Så kan man putte posen ind i en lomme, så den slutter helt tæt bagom, så det kun er pladen, der sidder mod huden. Resten er inde i bæltet. Så ligger posen inde i en lynlåslomme.

 

Bæltet gør det muligt for Palle at have t-shirts på i den rette størrelse. Med bæltet kan han også have skjorten nede i bukserne, uden at der kommer en bule. Palle føler også, at det giver en ekstra sikkerhed, at posen ligger i en lomme. Han har fx gode erfaringer med bæltet, når han bader. Her kan også undgå det ubehagelige træk, når han svømmer. Til gengæld, må han leve med ekstra solstreger.

 

Se også: Ar og badetøj – Kan man bade med stomi?

 

Palle fik sit bælte efter halvanden år med stomi. Hans råd er, at alle med stomi burde undersøge stomibælterne.

 

– Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man kigger på de her bæltemuligheder. Det er et helt nyt liv, jeg har fået efter bæltet – det har det i hvert fald været for mig. Det har åbnet op for en helt ny verden, både for tøjmuligheder, men også af velvære.

 

Stomi – og hvad så?
Når Palle er på stranden, går han i bar overkrop.

 

– Jeg prøver mest at være ligeglad – eller lade som om, jeg er ligeglad. For når jeg er ligeglad, så bliver andre også ligeglade. Men nu med bæltet, så behøver jeg ikke at lade som om.

 

Stomiguiden.dk søger altid gode råd, fra unge, som har gjort sig nogle erfaringer fra livet med stomi. Palle tyer til en kliché, som han selv kalder det.

 

– Selvom man, mildt sagt, har en pose lort hængende på maven, så er ens liv ikke ovre. Det synes jeg, gør sig gældende for alle unge mennesker. For man kan komme til at føle, at nu er man pludseligt ikke seksuelt attraktiv mere eller man kan ikke være med til det, man gerne vil – men gu’ kan man så! Det kan man sagtens!