Fra et helt helvede til en halv ironman

Fra et helt helvede til en halv ironman

Fra et helt helvede til en halv ironman

Efter stomioperationen kunne sygeplejerskerne ikke få ham ud af sengen. Blot et år senere gennemførte han en halv ironman. For 22-årige Jack Holst gav stomien ham ikke kun et liv uden sygdom – den gav ham en viljestyrke, som er få forundt. (Foto: Stomiguiden.dk)

 

– Jeg havde ingen appetit. Jeg gad ingenting. Og jeg havde simpelthen så ondt. Jeg vejede 51 kilo og lignede et skellet. Sygeplejersken sagde, at jeg skulle prøve at komme op og gå, men jeg sagde bare, at jeg ikke magtede det. ‘Jeg gider ikke’, sagde jeg.

 

Sådan havde Jack Holst det i dagene efter sin stomioperation i 2015. Mavesmerter havde han ganske vist været vant til de forgående år, hvor sygdommen colitis ulcerosa med mellemrum havde gjort hans liv uudholdeligt, men de smerter, han følte nu, var ikke kun fysiske.

 

De handlede også om, at han ikke kunne klare mere. Ikke flere hospitalsbesøg. Ikke mere medicin. Ikke mere sygdom.

 

Hvis nogen havde fortalt ham på det tidspunkt, at han et år senere ville have deltaget i mere end 20 løbekonkurrencer og triatlon, toppet med en halv ironman, så ville han ikke have troet på det. Han ville ikke have troet, at han i løbet af et år ville lave en kraftpræstation, der i mest bogstavelige forstand har krævet blod, sved og tårer.

 

Læs også: Sport og stomi: Tre gode råd fra Jernmanden

 

Troede det var kræft

Tilbage i sommeren 2013 troede han først, at det var el-cigarettens skyld. Jack var på Langelandsfestival og røg på en el-cigaret sammen med sin far, og han synes det gav lige lovligt meget luft i maven. Altså sådan rigtig slemt.

 

Faren oplevede det ikke så meget, men Jack lod el-cigaretten være. Det hjalp ikke. I ugerne, der fulgte, blev det ved. Og efter et lægebesøg, hvor han ellers fik at vide, at han var sund og rask, begyndte han også at få ondt i maven.

 

– Det var sgu underligt. Jeg havde det jo ellers fint. Jeg havde fart over feltet, kørte meget motorcross og var frisk. Men jeg begyndte at bliver nervøs. Det var i den periode, hvor der kørte tv-reklamer med, at man skulle holde øje med tre tegn på kræft.

 

Flere lægebesøg fulgte, og Jack fik lavet en aftale om en kiggertundersøgelse på hospitalet. Halvanden måned lød ventetiden på. Men ventetiden blev også smertetid.

 

– I løbet af tre uger blev jeg bare syg. Og det gik bare stærkt. Og så kom diaré, og der var blod, og jeg tabte mig bare. Jeg var fuldstændig væk, og jeg tænkte: ‘Okay, jeg er færdig’. Jeg var sikker på, at det var kræft. Jeg var hundrede.

 

Kræft var det ikke. Men det var heller ikke blot betændelse, som lægerne først troede, så Jack røg på hospitalet.

 

Brød helt sammen

For Jack havde humøret – sammen med helbredet – kørt op og ned, og for en ung fyr, der tilmed har lidt hospitalsskræk, var en indlæggelse ikke lige sagen. Og i første omgang hjalp det heller ikke på humørets rutchebanetur at få en diagnose:

 

– Jeg lå helt alene inde på afdelingen, og der kom en dame ind. Så sagde hun: ‘Nu skal du høre. Vi har taget nogle blodprøver og lavet kiggertundersøgelse, og du har en kronisk sygdom, og den skal du leve med resten af dit liv. Den hedder colitis ulcerosa’.

 

– Og så tænkte jeg bare: ‘Skal jeg have de her smerter resten af mit liv?’. Jeg var helt alene, og der var ikke nogle ved mig, så jeg vidste jo ikke noget om det. Så jeg brød helt sammen, for så havde jeg tænkt mig, at slå mig selv ihjel. For det magtede jeg bare ikke. ‘Bare rolig’, sagde hun så. ‘Du behøver ikke være ked af det’. ‘Behøver jeg ikke være ked af det? Du har lige sagt, at jeg skal leve med det resten af mit liv!’.

 

Sygeplejersken og hendes kollegaer fik forklaret Jack, at folk lever helt normale liv med sygdommen. Hans forældre og kæresten kom på besøg, de fik snakket om tingene, og efter et par forsøg med forskellig medicin blev han udskrevet.

 

Læs også: Tre ting du bare skal vide om stomi

 

‘Fuck, det mener I ikke’

Et helt år gik. Medicinen virkede, og Jack fik energien og kræfterne tilbage. Han begyndte at køre en masse motorcross igen, og han kom tilbage på arbejdet som pladesmed, hvilket han havde glædet sig særligt meget til, fordi hans arbejdsplads havde støttet ham moralsk og økonomisk hele vejen gennem sygdomsperioden.

 

Men en mandag, da Jack mødte på arbejde efter en ferie, var der noget galt. Han mærkede en ubehagelig, men skræmmende velkendt, følelse i maven:

 

– Jeg sagde til vores sekretær, som havde været rigtig god til at hjælpe mig, at jeg havde fandeme ondt i maven. ‘Det virker bare sådan lidt, som det gjorde dengang, da jeg var syg’.

 

Dagen efter var sygdommen tilbage – og i meget voldsom grad. Han røg tilbage på hospitalet og blev indlagt på ny, hvor han endda blev isoleret i en periode. På en uge tabte han sin vægt igen, og han kunne ikke tåle noget af den medicin, de gav ham.

 

– Som kom det dér stomi på tale, og jeg tænkte: ‘Fuck, det mener I ikke!’. Jeg havde godt nok luret lidt på det, fordi så skulle man ikke have medicin, og de sagde, at man blev rask. Men jeg magtede det ikke. Jeg kørte så meget motorcross og arbejdede næsten 40 timer om ugen, og jeg tænkte bare, at det ikke var det samme – at det ikke var så fedt.

 

Styr på det

Jack fik at vide, at det ikke var sikkert, at han skulle have en stomi, men en dag kom en stomisygeplejerske ind på hans stue.

 

– Så vidste jeg jo godt, hvad klokken havde slået. Hun fortalte, og hun viste nogle blade med andre med stomi og sagde: ‘Prøv at se. De sejler, de spiller fodbold, og de gør alt muligt aktivt’. Og jeg tænkte: ‘Nå okay, man kan alligevel noget’. Og så begyndte min kæreste også at sige: ‘Ja skat, du skal bare have det dér, så bliver du rask’. Og min far sagde: ‘Ja, prøv at se, de har det jo pisse godt. Det er bare sådan en stomipose. Det skal du nok lære at leve med’.   

 

– Jeg begyndte at tænke, at det var rigtigt. Fordi jeg besvimede hver gang, jeg fik et maveanfald, fordi det gjorde så ondt. Og det er jo heller ikke sjovt. Alle mine dage var helt smadrede, så jeg tænkte: ‘Nu skal der bare styr på det her’. Så jeg sagde: ‘Fint, så giv mig det lort’.

 

Jack havde sine crossbukser på, da de skulle finde ud af, hvor stomien skullle sidde, og han fik lov til at få sin bror helt med ind på operationsstuen på grund af hospitalsskrækken. Og med sin bror ved sin side klarede han sig igennem. 

 

Læs også: Kærestepar: – Det har kun gjort os stærkere

 

‘Nu bliver jeg nødt til at kæmpe’

Men efter operationen fik Jack det altså ikke bedre med det samme, som mange ellers gør. Tværtimod var smerterne konstante, morfinen, han fik, virkede kun en smule, og derfor svandt viljen lidt efter lidt.

 

En nat var hans smerter så store, at de kørte ham til scanning. Den indikerede mulig tarmslyng og betændelse, og så røg han på operationsbordet igen.

 

Da Jack vågnede, havde hans kræfter nået et nyt lavpunkt, og situationen var mere uoverskuelig, end den nogensinde havde været. Men det var også her på bunden af alting, at han fandt en vej ud. En vej videre.

 

– Jeg vågnede på opvågningstuen, men det var hårdt denne gang. Meget hårdt. Hvis jeg ikke havde haft min bror siddende ved siden af mig, så tror jeg nok, at jeg havde sluppet håndtaget. For er du sindssyg, jeg var bare så syg.

 

– Så så jeg, at min bror sad og græd. Og så tænkte jeg: ‘Nu bliver jeg bare nødt til at kæmpe for det her. Nu er der bare noget at holde fast i. Det bliver jeg nødt til. Det vigtigste for mig er min familie’.

 

En glæde i hovedet

Og fra den dag af kæmpede han. Først med tålmodigheden:

 

– Det var bare tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed. Folk skrev: ‘Hvordan går det?’. ‘Det samme som i går’, svarede jeg. ‘Hvordan går det?’. ‘Værre i dag end i går’. ‘Jamen, det var jo godt i går?’. ‘Ja, men i dag er det bare lort’. Jeg tænkte ikke så meget på stomien og min fremtid. Jeg tænkte mest på, at jeg skulle have mavesmerterne væk. Jeg skulle bare mærke noget fremskridt, så kunne jeg begynde at tænke på så meget andet.

 

– Og det kom fra den ene dag til den anden. Bum, så begyndte det at gå godt. Jeg kom op og gå og hentede mine forældre og min kæreste nede i indgangen, når de kom på besøg. Og så op og sidde på kondicyklen og hjule, så godt jeg nu kunne. Så var jeg til genoptræning, og jeg kunne jo kraftedeme dårligt nok løfte en mælk. Men det begyndte bare at gå rigtig godt, og jeg blev rigtig glad. Det var bare en glæde inde i mit hoved.

 

Og glæden tændte et lys hos Jack. Han trænede hele tiden. Han cyklede inden og efter, han spiste. Han sad på sin stue og løftede sig fra stolen, løftede selve stolen, og han trænede så meget, at personalet sagde, at han skulle huske at passe på sig selv.

 

Læs også: Din første tid med stomi: Den seriøse og den knapt så seriøse huskeliste

 

Dårlige minder

Det massive fokus på den kropslige træning, gjorde også, at han glemte stomien en smule. På godt og på ondt.

 

– Min mave havde det godt, jeg var blevet stærkere, og stomien var begyndt at køre, men jeg synes ikke, det var så fedt. Jeg var ikke så gode venner med den. De spurgte, om jeg ville prøve at skifte selv, og jeg sagde nej, fordi jeg synes, det var ulækkert. Jeg havde mest fokus på at blive rask, på at komme i gang og komme hjem og på arbejde.

 

Efter halvanden måned på hospitalet blev Jack udskrevet. Han var godt på vej til at nå sit mål om at komme tilbage til det, han var før, men han måtte også erkende, at det ikke var nok at træne sin krop – tankerne skulle følge med.

 

– Min kæreste og jeg flyttede fra vores bolig og hjem til min mor i den periode. Jeg havde så mange dårlige minder. Der var simpelthen ikke et hjørne, hvor jeg ikke havde haft så fucking ondt i maven. Så jeg ville bare ikke bo der mere. Jeg ville væk derfra. Og så begyndte tankerne om stomien at komme. Det var ikke særligt sjovt. Jeg tænkte meget på, hvad andre ville tænke om mig.

 

Så Jack brugte fire-fem timer hos en psykolog, og det betød ufatteligt meget for ham. Psykologen og den fortsatte opbakning fra familien og kæresten fik ham tilbage på det spor, han havde fundet på hospitalet.

 

– Jeg tænkte: ‘Fandeme nej, jeg vil skide på, hvad andre tænker. Nu skal jeg bare komme op. Nu skal jeg bare være dobbelt så stærk, og jeg skal aldrig være syg igen på den måde. Nu skal den bare have en over nakken. Nu skal jeg vise dem, hvad jeg kan’.

 

Græd på vej mod målstregen

I sommeren 2015 var Jack tilbage på Langelandsfestival. Men hvor festivalen to år forinden havde markeret starten på hans sygdom, markerede festivalen denne gang starten på hans nye liv.

 

På festivalen fortalte en af hans fars venner om et mindre triatlon, hvor man skulle svømme 400 m, cykle 18 km og løbe 4 km, og han udfordrede Jack til at deltage.

 

– Løbet var under en måned væk, men jeg sagde, at det kunne jeg da sagtens. Så vi gik direkte ned i telten, ind på computeren og tilmeldte mig.

 

Han havde altid godt kunne lide at svømme, løbe og cykle, men da han løb i mål en måned senere var det som om, at alting gik op i en højere enhed. Den fysiske udfoldelse, glæden ved sit nye liv og lysten til at sætte sig mål at kæmpe for smeltede sammen. Jack havde fundet en retning og et formål med sin kamp.

 

Det ene løb tog det andet, og i juni 2016 færdiggjorde han så en halv ironman.

 

– Jeg begyndte at tude lidt, inden jeg var i mål. Jeg var bare fyldt med alle tankerne om, hvad jeg havde været igennem. Og hvor vildt det har været.

 

Et los i røven

Og vildt har det været. Jack har fået meget positiv respons på sine bedrifter på sociale medier, han er blevet interviewet flere gange, han har fået sin egen personlige løbetræner, og han og kæresten har købt en splinterny lejlighed, hvor der er løbestier og natur, næsten når man åbner hoveddøren.

 

Men den sportslige succes er ikke dét, der betyder mest for ham. Jack er først og fremmest taknemmelig for den indsigt, kampen har givet ham:

 

– Jeg har forandret mig rigtig meget. Blevet meget mere voksen. Og jeg er ikke bleg for at tage nogle kampe op nu. For jeg har været ude i ekstremerne, og jeg ved, hvor svækket jeg var, så jeg ved også, at jeg kan klare det. Man føler sig lidt uovervindelig. Jeg er jo ikke glad for, at jeg har fået sygdommen, men jeg er glad for, at det har givet mig sådan et los i røven.

 

Derfor er han også frivillig hver uge hos Team Tvilling, der tager personerne med handicap med på en løbetur, og så er han meget aktiv i COPAs facebookgruppe, hvor han tit skriver til andre unge, der lige har fået stomi:

 

– Det kunne jeg ikke have fundet på, før jeg blev syg, men den hjælp, jeg fik af sygeplejerskerne under min indlæggelse, har smittet af. Jeg vil bare gerne gøre noget for andre og få dem til at se, at vi kan altså have det virkelig fedt. Fuldstændig som vi har haft det før. For jeg ved bare, hvilken situation, de sidder i. Jeg ved bare, hvor fucked op det hele er for dem. De er sygemeldte, og måske er arbejdet noget lort, og når de kommer tilbage, har de ingen kræfter. Og jeg ved bare de tænker: ‘Det her liv er ikke værd at leve’. Og tro mig, det tænkte jeg også. Og så vil bare bare sige til dem: ‘Det kan godt lade sig gøre!’.

 

Det får Jack også brug for at sige mange til sig selv det næste års tid. Han har nemlig lige købt billet til at deltage i en fuld ironman i København til næste år.