Jeg lærte, at jeg bare skal være mig

Jeg lærte, at jeg bare skal være mig

Jeg lærte, at jeg bare skal være mig

Mette Wraae Hansen har både været i parforhold, levet singlelivet og blevet mor, mens hun har haft stomi. Hele vejen igennem har hun insisteret på åbenhed og på selv at kridte banen op for sit eget liv. Her er historien om Mettes vej og Mettes way to go. (Billede: Stomiguiden.dk)

 

– Jeg er ikke super god til regler. Sådan indskyder Mette Wraae Hansen midt i fortællingen om én af de typer medicin, hun tog, inden hun fik stomi. Medicin, der blandt andet forhindrede hende i at rejse og være ude i solen.

 

Og lytter man til Mette Wraae Hansens historie, vidner den også om en kvinde, der i høj grad spiller efter sine egne regler. Måske fordi sygdom har forsøgt at tage kontrollen fra hende, lige fra hun var helt lille.

 

Jeg har ofte været syg, helt fra jeg var barn, og der har altid været et eller andet galt med mit immunforsvar. Jeg har altid haft ondt i maven, jeg har bare troet, det var helt normalt. Samtidig med det er jeg enormt social og energisk, så det var virkelig en dårlig kombination.

 

Gennem barndommen og teenageårene var det imidlertid Mettes energi og udadvendthed, der bestemte over kroppens protester, og hun skabte rammerne for et ungdomsliv med fart over feltet trods mavesmerterne.

 

Således var det en ung Mette med kæreste og næsten færdiggjorte studier på Dansk og Historie på Københavns Universitet, der gik til lægen som 25-årig, for at finde ud af, hvad der var op og ned med hendes maveproblemer.

 

Nu er det nok
Lægen foreslog en kostomlægning, og Mette droppede allergener fra hendes kost. I en periode levede hun uden alkohol, mælkeprodukter og mel, men lysten til at selv at bestemme over sit liv og sine madvaner viste sig at være stærkere end reglerne og begrænsningerne.

 

– Jeg havde det faktisk pisse godt i lang tid. Men det er helt vildt svært at leve på den måde, når man er i tyverne. Så på et tidspunkt blev jeg sådan ‘nu er det nok, nu må jeg prøve at leve normalt igen’.

 

Det gjorde hun så, men knapt et år efter, da hun stod midt i en eksamensperiode med tre mundtlige eksamener, fik sygdommen for alvor overtaget. Hun følte sig konstant træt, fik ingen energi ud af sin mad, og der begyndte at komme blod i hendes afføring.

 

Mette gik til lægen igen, og efter en omvej med medicin mod hæmorider endte hun til sidst hos en specialist og kom til en kikkertundersøgelse af endetarmen.

 

– Det var første gang, jeg havde prøvet så noget i mit liv, og kroppen har altid fascineret mig, så jeg synes bare, det var helt vildt spændende, samtidig med at det var vildt grænseoverskridende selvfølgelig. Så da kameraet kom ind, og man kunne se tarmvæggen, så sagde jeg ‘Gud, er det sådan det skal se ud’, og lægen så på mig og sagde: ‘Nej, det er ikke sådan, det skal se ud.

 

Det er jo “bare” betændelse
– Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark? spurgte lægen efter undersøgelsen.

 

Det kunne Mette ikke huske. Det var så noget hendes far havde tjek på, men hun mente, at det var hun muligvis.

 

– Fordi hvis ikke du er det, så kan du ikke blive det nu, sagde lægen.

 

Blødende tyktarmsbetændelse lød beskeden fra lægen, og Mette tænkte, at når det “bare” var betændelse, så kunne det fikses med antibiotika. Så chokket blev endnu større, da hun ringede til sine forældre, og hendes far udbrød: “Godt det ikke var kræft”.

 

– Jeg var bare sådan: ‘Gud var vi dér?’. Shit, det havde jeg ikke engang overvejet – jeg troede jo først, at det var bare en hæmoride.

 

Foretrak kolera

Det, som hun i første omgang selv troede kunne fikses med antibiotika, gjorde hende gradvist mere og mere syg. Oven på de første undersøgelser fulgte en lang periode med kraftigere og kraftigere medicin, men intet hjalp. Og det begyndte, at gå op for Mette, at det var kommet for at blive.

 

– Da jeg fandt ud af, at det var kronisk og ikke bare noget man kunne få antibiotika imod, så var det en choktilstand i virkeligheden. Jeg tænkte ‘okay, det er resten af livet det her’.

 

– Min kæreste dengang og jeg havde forsøgt at få børn i et års tid, og så fik jeg pludseligt alt mulig medicin, som måske ville gøre, at jeg aldrig kunne få børn. Det var mega surrealistisk. Jeg havde det rigtig skidt, og i lang tid var det svært at tro på, at det var sådan. ‘Altså for fanden, det kan sgu da ikke passe’ eller ‘det går over om lidt’, tænkte jeg.

 

Så efter en indlæggelse, diagnosen Colitis Ulcerosa og en særlig høj dosis af binyrebarkhormon, der er meget hårdt for kroppen, tog hun igen ejerskab over sit eget liv og traf en tidlig beslutning:

 

– Det her skal jeg ikke igen, så vil jeg hellere opereres. Hvor hårdt kan det der stomi være i sammenligning med det her?

 

– Lægerne taler meget om stomi, som om det er dommedag. En sidste udvej. Og jeg kan godt følge pointen med, at det er bedst at have hele tarmen, hvis man skal leve “normalt”, men hvis jeg skulle have medicin resten af livet, så kommer jeg jo aldrig til at leve normalt. Pest eller kolera, hvor jeg nok allerede tidligt tænkte: ‘Så vil jeg helst have kolera’.

 

En undtagelsestilstand
Mettes tidlige beslutning skulle vise sig at blive relevant allerede året efter. En ny omgang medicin have resulteret i for høje levertal, og da lægen efter nogle måneder foreslog at starte forfra i rækken af medicinformer, sagde Mette nej tak. Hun ville opereres.

 

Hun følte sig afklaret, fordi hun selv havde truffet valget og begyndte at forberede sig ved at finde nyt tøj og indstille sig på operationen, som blev planlagt til foråret 2011. Men i dag siger hun, at man simpelthen ikke kan forberede sig på, hvordan man reagerer.

 

– Noget af det, som jeg har haft allersværest ved både gennem sygdomsperioden og med stomien, og som jeg stadig er ved at komme mig over, er det her med, at der er noget andet, der kommer ind og tager dit liv, og at du ikke har kontrol med noget som helst selv.

 

Efter operationen var Mette omtumlet. Hun havde svært ved at fokusere på at lære at sætte pose på og klippe hullet til, fordi hun havde kvalme. Hun følte sig ulækker, og selvom hun kunne mærke, at hun havde det meget bedre, havde hun svært ved at skelne mellem at være nyopereret og tilværelsen med stomi.

 

– Jeg fik det meget bedre meget hurtigt. Men det er også en undtagelsestilstand, og man har det hårdt efter operationen, samtidig med at man skal hele. Og én ting er at leve med diarré, som jeg havde gjort længe. En anden ting er bare, at det kommer ud af maven.

 

– På det tidspunkt kunne jeg ikke forholde mig til, at det ville blive bedre, og på den anden side havde jeg det stadig sådan, at jeg ikke ville bytte det for noget.

 

Følelsen af frihed
Blot en måned senere stod Mette i den svenske skærgård på teltferie, og følelsen af manglende kontrol var byttet ud med følelsen af frihed.

 

– Det var simpelthen så fantastisk at kunne tage afsted og bare være. Jeg havde jo været låst inde i lejligheden i halvandet års tid, så det med bare at kunne gøre ting og vælge selv var enormt befriende. Og i virkeligheden var det meget nemmere for mig. Jeg behøvede ikke at gå på das som de andre, hvor det lugtede. Jeg kunne bare skifte pose i det fri.

 

Men den nyvundne frihed skulle også bruges på at finde sig selv og på at finde sig på plads i sin egen krop.

 

– Min daværende kæreste og jeg havde et rigtig, rigtig godt forhold, så det med tryghed og sex kom ligesom af sig selv, men jeg kan huske, at jeg var mere blufærdig omkring min krop, og jeg tabte mig seks kilo efterfølgende, fordi kroppen ligesom begyndte at finde sit eget leje.

 

– Det kom lige så stille med ikke at være blufærdig, og jeg tror også, jeg var det mere i forhold til alle andre. Medmindre de gerne ville se den, så var jeg sådan: ‘Ja selvfølgelig. Det er jo bare en teknikalitet, en praktisk foranstaltning.’

 

Læs også: Stine viser gerne stomien frem på stranden

 

– Jeg tror, jeg var meget irriterende

Mettes behov for at finde sig selv, gjorde også, at hun og kæresten måtte gå fra hinanden et par måneder senere. Han ville fortsætte, hvor de slap før sygdommen, men hun følte, at der var blevet taget halvandet år ud af hendes liv, som hun skulle indhente.

 

– Det med børn kunne jeg slet ikke lige dér, og efter nogle måneder skiltes vores veje.

 

På mange måder blev den efterfølgende tid således en frigørelsesproces.

 

– Jeg skulle jo finde ud af, hvad nu? Hvem er jeg nu? Så jeg tror også, at processen med at frigøre mig fra det med sygdommen var helt klart noget, jeg gjorde dér.

 

– Jeg havde den der med, at jeg gad ikke at bruge tid på noget, hvis ikke det gav mig noget. Jeg havde nok et års tid, hvor jeg var meget mig selv i centrum. Altså hver dag med fokus på de små ting. Jeg tror, jeg var meget irriterende.

 

Åbenhed skaber åbenhed
Hun var i hvert fald åben over for folk. Meget åben.

 

– Det var det første jeg talte om, hvis jeg mødte nye mennesker. Det var nok også en test af dem. For mig var det ikke blevet et tabu at tale om afføring for eksempel.

 

Sådan havde hun det også med de fyre, hun datede i den periode.

 

– Jeg havde et behov for ligesom at teste det af. Er jeg stadig lige så meget kvinde? Attråværdig overfor mænd? Jeg havde et behov for at se, om det var mig de kiggede på, eller om det var stomien. Og der fandt jeg ud af, at det jo slet ikke er stomien – det var mig.

 

– Jeg opdagede, at når man åbner op og er ærlig omkring det, bliver folk helt rolige, og så bliver de lige så åbne. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Okay, det er ikke andet end det! Jeg skal bare være mig, så virker alt uanset hvad’. Og det var super godt.

 

– Der var også nogle – specielt fyre – der var lidt mere reserverede omkring det. Måske var de lidt overvældede, fordi jeg var så åben. Men det var bare nødvendigt for mig.

 

Hårdt at være gravid
Senest har Mettes liv taget en drejning, der både hev en gammel følelse af begrænsning frem igen, men som også åbnede et helt nyt og fantastisk kapitel.

 

I februar 2012 mødte hun nemlig kæresten Mads, og fire måneder efter var hun blevet gravid.

 

– Det var virkelig, virkelig hårdt at være gravid. Jeg kastede op de første fem måneder, så havde jeg én god måned, og så blev jeg sygemeldt de sidste tre med plukveer. Mange gravide får forstoppelse, og det gør bare hammer hammer nas, når du har stomi, og du har svært ved at få næring. Det var som om, det hele gik i stå. Jeg kunne ikke ligge ned mere end tre timer, så alle nætter var bare to-tre timer ad gangen.

 

– Mest det var mest, fordi det mindede mig om at være syg. Jeg havde ikke været lang tid nok væk fra det. Selvfølgelig glædede jeg mig rigtig meget til, at vores dreng Storm kom ud, men igen var det også som om, at noget andet bogstaveligt talt overtog min krop.

 

Se også: Kan man blive gravid med stomi? – Hop ud i det!

 

Baby, bolig og blog
Selvom det måske gik lidt stærkt, er Mette i dag lykkelig for sin lille familie. Men de store livsomvæltninger har atter betydet, at hun igen har skulle forholde sig til sin krop og sit liv.

 

– Jeg skulle jo redefinere mig selv, efter jeg havde fået stomi. Og det er det samme nu. Før tænkte jeg: ‘Det hele bliver anderledes, når jeg får stomi’. Da jeg var gravid tænkte jeg: ‘Det hele bliver anderledes, når jeg har født’. Men det gør det jo ikke, der er altid noget.

 

– Det har resulteret i mange ‘jeg savner den gamle Mette’-tanker, men jeg har også lært, at jeg blev nødt til at ændre noget grundlæggende. Det travle liv, jeg levede før min sygdom, dur bare ikke. For selvom de har taget det syge væk, så er er mit immunsystem stadig fucked up. Og med et barn, er der bare ikke plads til at være meget syg.

 

Derfor har Mette atter fulgt sin egen regelbog, og indrettet sit liv derefter. Hende og Mads har bygget deres eget hus på Islands Brygge, og hun deler ud af sine erfaringer med stomi på bloggen metteogmatilde, som hun har sammen med veninden Matilde, der også har stomi.

 

Se også: Astrid på Instagram: Jeg har til at dele ud af det! 

 

Og så arbejder hun på deltid i jobbet som HR-Manager. Og selv i relation hertil vidner hendes tilgang om en person, der er vant til at gribe kontrollen med sit eget liv. For som hun siger om en 30-timers arbejdsuge, mens Stomiguiden.dk’s udsendte er på vej ud af døren:

– Det burde alle gøre.

IMG_4706

(Billede: Stomiguiden.dk)