Min første badetur er en kæmpe sejr

Min første badetur er en kæmpe sejr

Min første badetur er en kæmpe sejr

Gennem Mette Sønderskovs ungdom trak kampen med både psykisk sygdom og tarmproblemer hende ned i et dybt, sort hul, der toppede med en nedtur efter hendes stomioperation. Men med små sejre i hverdagen er hun stille og roligt kravlet op igen. Stomiguiden.dk mødte Mette dagen efter hendes første tur i badeland med stomi. (Billede: Stomiguiden.dk)

 

Mette Sønderskov sidder selvsikkert i sin campingstol i det vestligste Jylland med en kop kaffe i hånden, da Stomiguiden.dk’s udsendte træder ind i forteltet til hendes campingvogn. Det er præcis ét år og én dag siden, at Mette Sønderskov fik stomi.

 

For et år siden fik hun nemlig en midlertidig ileostomi. Og selvom den blev skiftet ud med en permanent sidst i marts i år, blev årsdagen for hendes første stomioperation en dag, hun ikke glemmer lige foreløbig.

 

Midt i den bagende sommersol smed Mette nemlig en vedvarende frygt til side og marcherede op i campingpladsens badeland for at hoppe i bassinet – for første gang nogensinde, siden hun fik stomi.

 

– Jeg tænkte, nu skal det fandeme være. Jeg tog faktisk en bikini på, for jeg tænkte: ‘Jeg skal sgu holde øje med, om det er ved at gå løs’. Jeg var klistret ind i kantsikring, for jeg skulle bare være sikker på, at der ikke skete et eller andet. Og det gik super fint. Folk kiggede da lidt, men så var det også det. Så det var en kæmpe sejr.

 

– Jeg troede aldrig, jeg ville komme i svømmehal, swimmingpool, på stranden eller noget igen. Det havde jeg ligesom opgivet.

 

Læs også: Stine viser gerne stomien frem på stranden

 

En dobbelt kamp
For mange nye stomister kan en ting som den første tur i badeland være en hård bakke at komme over, men for Mette Sønderskov har det lignet et uoverstigeligt bjerg.

 

Som teenager kæmpede hun ikke kun med de begyndende tarmproblemer, der sidenhen skulle føre til kronisk forstoppelse og smertefulde mavekramper. Hun kæmpede også med den psykiske sygdom skizofreni.

 

Skizofrenien tog så hårdt på Mette, at hun begyndte at gøre skade på sig selv. Gennem hele sin ungdom skar hun i sig selv med barberblade og hobbyknive og brændte sig med lightere. Og efter flere indlæggelser på psykiatriske afdelinger fik hun førtidspension som 21-årig.

 

Det gav en vis ro, og Mette fandt sin også sin mand Brian året efter, som hun i dag er gift med. Men midt i de glædelige år begyndte mavesmerterne så for alvor.

 

– Det var så hårdt. Jeg var kun på toilettet en gang i måneden, havde mavekramper hver gang jeg spiste, og jeg lå altid en time på sofaen med koldsved uden at kunne rejse mig.

 

Otte uger på hospitalet
Så fulgte fire år, hvor både Mettes krop og psyke ofte var helt slidt ned. Mavesmerterne gik hånd i hånd med nye selvskader og indlæggelser, og som 24-årig blev hun så henvist til Aarhus Universitetshospital, hvor hun fik at vide, at hun havde kronisk forstoppelse.

 

– Jeg fik lavet skyllestomi, og det blev det faktisk kun værre af. Jeg skulle skylle hver aften med halvanden liter vand ind i maven og gennem endetarmen, og en aften kom min mand ud og fandt mig, hvor jeg lå på badeværelsesgulvet. Jeg kunne ikke rejse mig, og jeg havde det rigtig elendigt.

 

Lægerne valgte så, at Mette skulle have midlertidig ileostomi for godt et år siden. I første omgang blev operationen bremset af en psykiater, der ikke mente, at hun kunne holde til det psykisk, selvom hun ikke havde været selvbeskadigende i over et år.

 

Da operationen så endelig kom på plads, ramte det da også hårdt. Men i første omgang på den fysiske front.

 

– Jeg blev rigtig, rigtig syg. Efter en uge fandt de ud af, at det havde drejet sig det hele inde i maven, og jeg blev så opereret igen. Jeg var i Aarhus i 7-8 uger og på intensiv i fire dage, hvor jeg fik sprøjter ind i musklerne, der skulle få tarmene til at trække sig sammen.

 

– I seks uger var der slet ikke gang i det. Det kom der så, og efter syv uger kom jeg en uge til Herning. Jeg havde tabt mig så meget, at jeg fik sondeernæring, og det fik jeg faktisk i to-tre måneder, efter jeg kom hjem.

 

På vej i graven
Oven på den omgang var Mette meget medtaget. Stomien hjalp ganske vist fra dag ét. Hun kunne mærke, at mavesmerterne var helt væk, og hun begyndte at kunne spise igen uden at få ondt, men humøret fulgte på ingen måde med.

 

– De første tre måneder efter jeg kom af med sonden, gik mit liv i stå. Min stomi styrende mig rigtig meget. Når jeg gik til stomisygeplejersken, sagde hun også: ‘Du er simpelthen nødt til at komme ud over, at din stomi styrer dig sådan’.

 

Hun blev derfor indlagt igen på psykiatrisk afdeling i Holstebro, hvor hun bor.

 

– Jeg var dernede, hvor jeg begyndte at være selvbeskadigende igen. Jeg følte, jeg aldrig ville komme ud på den anden side, og at jeg bare kunne lægge mig i graven.

 

Læs også: Mentoren Matilde: Jeg kan kravle ned til folk på bunden af det sorte hul

 

Slut med den skide sofa
Selvom det kun er et år siden, virker den periode nu meget langt væk for Mette, mens hun sidder i sommersolen og fortæller.

 

Hvordan hun fik livsmodet tilbage er svært at forklare:

 

– Jeg ved det egentlig ikke. Under indlæggelsen fik en af psykologerne mig videre til en anden psykolog, som jeg begyndte at snakke lidt med om det. Jeg ved sgu ikke, om det hjalp. Jeg tror mere, det var mig selv, der tog de små skridt, siger hun og holder en lille pause, før hun fortsætter:

 

– Jeg tror bare, jeg fandt ud af, at jeg ikke rigtig havde et valg.

IMG_4714

(Billede: Stomiguiden.dk)

Så Mette valgte de små skridt fremad. Og dem er der mange af:

 

– I starten ville jeg ingenting. Jeg ville ikke ud af døren. Kun være derhjemme, og jeg fulgte til punkt og prikke, hvad den lange liste fra hospitalet sagde, jeg ikke måtte spise. Men i dag spiser jeg jo alt. Fed mad, stærk mad, røget mad. Jeg kan også sagtens spise to frankfurtere en aften, vi griller, og jeg drikker altså både juice, kaffe og sodavand. Jeg holder mig fra kål og asparges, men det er jo småting for mig.

 

Læs også: Diætisten Mette: Det der kommer ind, kommer ud

 

– Jeg kan også være med til ting. Familiearrangementer og ture. Det er enormt befriende. Også juleaften, hvor jeg ikke skal ligge på den skide sofa.

 

Sex er ganske normalt
Selv de ting, hun frygtede mest, går i den rigtige retning.

 

– Bare tag det med seksualitet. Jeg troede, det ville gå totalt i stå. Men det gjorde det jo ikke. Det var lidt anderledes i starten. Jeg dækkede mig fuldstændig til. Og trøje på. Jeg skulle overhovedet ikke af med den, og det var lige før, det skulle være med slukket lys, som da man var 14 år. Det var sådan, at min mand sagde: ‘Nu må du altså lige. Så er det heller ikke værre’.

 

– Men altså, nu er det jo ganske normalt. Det betyder alverden for mig, at det ikke er noget, der skal laves et stort problem ud af. Det er heller ikke noget med, at jeg lige går ud og skifter inden. Det kan jo godt gå lidt tjept nogle gange.

 

Se også: Her er 10 gode sextips

 

Et helt andet liv
Mette er også blevet bedre til at fortælle om det til andre, fx. naboerne på campingpladsen, som hun aldrig havde mødt før. Men hun kæmper dog stadig med flere ting. Vennerne har ikke fået det at vide endnu, og hun har stadig ikke lyst til at skifte pose hjemme hos andre – selvom det lige kan gå hos hendes mor.

 

Derfor er sejrene som gårsdagens svømmetur afsindigt vigtige:

 

– Jeg er godt på vej, men der er stadig ting, der skal overvindes. Jeg synes jævnligt, jeg tager skridt i den rigtige retning. Hver gang der en sejr, er det jo fedt. Det kan jeg leve længe på. Det dér svømmebadsbesøg var jeg jo helt høj af. Jeg ringede endda til min mor og fortalte det. Og hver gang, jeg har en af de her sejre, bliver jeg stolt.

 

Næste mål er at vænne sig til tanken om at flyve og rejse sydpå, så hun kan komme med til hendes mors 60 års fødselsdag om to år, der netop skal holdes under varme himmelstrøg.

 

Og så håber Mette også, at sejrene kan hjælpe både på accepten af at have stomi og på de psykiske udfordringer, hun har kæmpet med i sit liv. At det ene kan tage det andet med, som hun siger. For én ting har de i hvert fald til fælles:

 

– Hvis jeg kunne lave om på, at jeg har ar over det hele, så ville jeg da gøre det den dag i dag. Kunne jeg lave om på, at fik stomi, så ville jeg da også gøre det. Men jeg vil også sige samtidig, at hvis jeg havde vidst dengang, at jeg ville få det så godt med min mave, som jeg har nu, så ville jeg ikke tøve en eneste gang. Så ville jeg stadig have fået lavet stomi. Det liv, jeg har nu, er et helt andet liv.

IMG_4716

(Billede: Stomiguiden.dk)