Christina Joo: – Hej! Jeg er ny på Stomiguiden.dk!

Christina Joo: – Hej! Jeg er ny på Stomiguiden.dk!

Christina Joo: – Hej! Jeg er ny på Stomiguiden.dk!

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at lægge mærke til, at mit tarmsystem opførte sig mærkeligt, fordi jeg i lang tid lod som ingenting. Jeg var pinlig over at skulle oftere og længere tid på toilettet. (Billede: Stomiguiden.dk)

 

Hej – Jeg er ny på Stomiguiden.dk. Her kommer mit første blogindlæg om det at være ung med Colitis Ulcerosa, hvor jeg også deler mine tanker om koloskopier, Asacol og hyppige toiletbesøg.

 

Jeg hedder Christina Svensson. Jeg er 26 år og snart færdig med min kandidat i Kultur og Formidling – og så er jeg er ny journalist her på Stomiguiden.dk.

 

Som beskrevet har jeg ikke selv erfaring med stomi, men jeg kan måske blive en fremtidig bærer af en stomi, fordi jeg har Colitis Ulcerosa – som ofte forkortes til ‘Colit’ eller CU.

 

Da mine toiletbesøg blev hyppigere, ignorerede jeg blodet i min afføring, indtil det blev for meget til, at jeg bare kunne ignorere det. Jeg havde ikke lyst til at nogen skulle ’kigge op’ og jeg havde samtidig menstruation, da jeg skulle have foretaget min første koloskopi af en mandlig læge. Jeg ved godt, at det burde være lige meget. De er jo vant til at undersøge både mænd og kvinder. Men jeg var bare ikke vant til at blive undersøgt af hvem som helst – og slet ikke i endetarmen. Helt forfærdeligt føltes det, da to unge mandlige medicinstuderende skulle kigge med under undersøgelsen. Jeg tror, det var dér, en enorm skam også blev forbundet med min tarmsygdom.

 

Jeg kom i behandling og skulle tage Asacol-tabletter, men jeg var ikke særlig god til at huske dem. Jeg synes også, de var svære at synke og effekten var ikke til at mærke – muligvis fordi jeg tog dem så sporadisk. Min nye (og meget søde, men bestemte) mavelæge gav mig derfor lokalbehandling i stedet. Det som kaldes stikpiller. De gav mig dog bivirkninger, der føltes endnu værre end sygdommen i sig selv. Derfor prøvede jeg igen at ignorere, at jeg havde blødende tarmbetændelse, fordi jeg gad da ikke at have en kronisk sygdom. Jeg gad ikke prøve behandling, for det havde jo ikke virket. Enkelte gange var jeg til tjek hos min bestemte mavelæge og en enkelt gang, var jeg med i et forsøg med mælkesyrebakterier, men udover det, lod jeg som ingenting.

 

Det var ikke altid lige fedt at dele værelse (og toilet) med andre på højskolen, udlandsophold i forbindelse med studiet eller nogle af de talrige gange på fodboldture med CU. Jeg følte derfor, at jeg blev nødt til at fortælle det til mine nærmeste venner og dem, som jeg skulle bo med. I den forbindelse, begyndte det også langsomt at gå op for mig, at det blev nemmere at have CU, når jeg havde sagt det højt.


Jeg boede med min bedste veninde i fire år, hun var selv åben omkring hendes toiletvaner, hvilket var med til at bryde med tabuet om mine egne. Min kæreste presser mig også til at give status om min CU, fordi hun hellere vil have de usexede detaljer end, at jeg går og har det dårligt for mig selv. Derudover begyndte jeg bl.a. at interessere mig for normkritik og tabuer, og derfor gav det pludselig ingen mening for mig, at jeg skulle gå og skamme mig over at have CU.

 

Men at skulle slippe sin skam og pinlighed er ikke nemt. Det kan stadig være grænseoverskridende for mig at fortælle om, og også at skrive det her. Men jeg føler mig mere tryg ved det her på Stomiguiden.dk, fordi jeg ved, at mange andre har haft lignende oplevelser og så har jeg helt overlagt undladt at nævne, hvor mange gange jeg har skidt i bukserne!