i kategorien: Din hverdag, Forside, Ny med stomi

Tre ting du bare skal vide om stomi

Tre ting du bare skal vide om stomi

Tre ting du bare skal vide om stomi

Til dig der er helt ny med stomi. Her er tre ting, du bare skal vide om stomi, hvis du er helt ny i gamet eller skal opereres. (Grafik: Magnus Olsen)
Typer af stomier:

Der er findes som udgangspunkt tre typer af stomier: Kolostomi, Ileostomi og Urostomi, hvor kolostomi er den mest almindelige at få.

Kolostomi er, hvor lægerne trækker og lægger din tyktarm ud på maven. Du får denne type af stomi, hvis du har bøvl med endetarmen eller det nederste stykke af tarmen, såsom kræft i endetarmen, den kroniske tarmbetændelse Morbus Crohn – eller hvis noget af din tarm blot skal have fred og ro.

Ileostomi er, hvor lægerne trækker og lægger din tyndtarm ud på maven. Du får typisk denne type af stomi, hvis du enten har Morbus Crohn og colitis ulcerosa. Denne type stomi er – som udgangspunkt – lidt sværere at passe i forhold til kolostomien, da det, der kommer ud – er lidt tyndere end almindeligt afføring.

Urostomi er, hvor lægerne tager urinlederen og sætter den på maven. Du får typisk den her form af stomi, hvis du har kræft i blæren, eller hvis du har en meget dårlig blærefunktion. Når man har en urostomi, skal nyrernes afløb og funktion kontrolleres årligt resten af livet.

Du lugter ikke

Dét, som mange nyopererede frygter allermest, er, at ens stomi lugter eller larmer, når man er sammen med vennerne eller familien. Og ja, vi kommer ikke udenom, hvis du har kolostomi eller ileostomi, så kan stomiposen godt “larme” lidt, men det er typisk (som i næsten altid) kun dig selv, der kan høre det. Her er det også værd at påpege, at alle stomiposer i dag har kul-filtre, der fjerner eventuelle lugte fra din pose, så du lugter ikke mere end andre dyr, aber eller mennesker, bare fordi du har stomi.

Man kan stort set alt

Ærligt, du vil opleve små uheld og lækager i din første tid med din stomi. Og det kan være pisseirriterende og frustrerende. Det véd vi godt, men næsten alle unge med stomi peger på, at det bliver nemmere og nemmere at passe den med tiden, når du får din egen stil og dine egne rutiner. Og næsten alle andre unge giver udtryk for, at det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan med din stomi.

 

Læs også: Ung med stomi? Velkommen til Stomiguiden.dk