Som at blive kørt over af en mejetærsker. Sådan beskriver Natalie smerten efter stomioperationen. Mange ville komme ud på den anden side af den oplevelse, og huske det som noget negativt. Ikke Natalie:  

‍

- Jeg har fået at vide, at da jeg vågnede efter operationen var noget af det første jeg sagde, at “jeg kan bare mærke, at jeg slet ikke er syg”. Siden den dag har jeg ikke kigget tilbage.

‍

Natalie fortæller, at selvom hun blev opereret tidligt i morgentimerne, var hun oppe og stå - og ude af sengen - mindre end 24 timer efter, at hun var blevet opereret. Sygeplejersken spurgte endda Natalie, om hun ikke lige syntes, at hun skulle vente lidt og komme sig – men nej, det skulle hun ikke, for hun kunne ikke bare ligge ned og lave ingenting mere.

‍

Sådan blev jeg en cocky motherfucker

Natalies positive og handlekraftige attitude skinner også tydeligt igennem, når hun taler om sit forhold til stomien og sin krop: Stomien har hjulpet hende til at holde mere af sin krop, siger hun.

‍

Før hun blev stomiopereret brugte hun lang tid i fitnesscenteret, men følte aldrig at hun så helt godt nok ud. Hun følte altid, hun kunne gøre det bedre, og blev, som hun selv siger det skadet af at være i et bodybuilder-miljø. Det ændrede sig, da hun fik stomien:  

‍

- Jeg var taknemmelig for en ny chance, og min krop har gjort det her, det er fucking sejt! Min krop kan leve uden noget så vigtigt, som en tyktarm. Så blev jeg en cocky motherfucker.

‍

Med sin nye (fucking) seje krop turde hun pludselig gøre mere end før operationen: Hun pakker sig ikke længere ind, når hun tager en dukkert i havnebadet, og hun tænker ikke videre over det, når hun går i bikini på stranden. Fitness går hun stadig til, men følelsen af utilstrækkelighed fylder ikke længere, og hun hviler mere i, at hendes krop ser ud som den gør.

‍

Ikke usårlig

Det har ikke kun været en dans på roser for Natalie at få stomi. Især i starten af forløbet havde hun meget af det, hun beskriver som Hvornår-ryger-jeg-tilbage-øjeblikke. De kunne for eksempel opstå, når Natalie var ude og gå, og det efter 100 meter føltes som om, hun havde været ude og løbe.  

‍

Frygten tog fat i hende, og gør det stadig nogle gange, når hun mærker smerter i maven eller omkring sin stomi. Det tager hende direkte tilbage til de svære dele af tiden lige efter stomioperationen.

‍

Men Natalie har altid holdt fast i det positive: at alting nok skal blive bedre. Det går igen i hendes ord til alle jer unge bag skærmene, som enten snart skal have stomi eller lige har fået det:  

‍

- Jeg forstår godt, at du er bange. Det var jeg også. Jeg forstår godt, at du kan have negative tanker omkring det. Det skal nok blive bedre, det bliver bedre på den anden side.

Læs også: Natalie: Du er stadig dig