Forløbet før operationen - spørg, spørg, spørg

‍Hvis du lige har fået at vide, at du skal have stomi, står du sikkert med langt flere spørgsmål end svar. Men hvordan foregår et gennemsnitligt forløb egentlig?

For rigtig mange føles det som en stor livsforandring at skulle have stomi. Vi har derfor spurgt Marie Uth Pilebo, stomisygeplejerske på Sjællands Universitetshospital Køge om, hvad det er vigtigt for dig at vide, når du skal til at have stomi.

Allerede inden du bliver opereret, kommer du ind til et besøg hos din stomisygeplejerske. Her snakker sygeplejersken med dig om livet med stomi. Her du får et indblik i, hvad det vil sige at få en stomi.

Det er også her, at sygeplejersken sammen med dig vælger, hvor på maven din stomi kommer til at sidde. Så får du markeret, hvor kirurgen skal placere stomien. Derefter får du lejlighed til at vælge, hvilken stomibandage du ønsker at bruge efter operationen.

Stomisygeplejersken vil også have fokus på at give dig tryghed og træning i, hvordan du selv kan tilpasse og pleje din stomi efter operationen. Forskning viser nemlig, at det er en fordel at øve stomipleje allerede inden operationen.

Du får også nogle forskellige stomiprodukter med hjem, så du selv kan prøve af derhjemme, hvordan du plejer din stomi.

Det bedste råd til en ung der skal opereres

Der findes ikke to operationsforløb, der er ens. Derfor er det vigtigt, at du holder fokus på:  

At dit operationsforløb vil resultere i, at du får det bedre med din tarmsygdom.  

At det er godt at være forberedt på, at et operationsforløb ikke altid går helt, som man forventer, men at sygehuspersonalet er der til at hjælpe dig og støtte dig hele vejen. Det er vigtigt at vide, at selvom et operationsforløb kan være en barsk tid, så vil du få det bedre bagefter.

Læs også: Stinna: Svært at acceptere stomien

Kan jeg det samme før og hvad siger omverdenen

Kan jeg det samme som før operationen? Sådan har du sikkert også tænkt. Måske er du samtidig i tvivl om, hvordan din omgangskreds tænker om dét at have stomi. Det er helt almindelige spørgsmål, de fleste i din situation stiller sig selv.  

Det korte svar er sandsynligvis, at ja, du kan stort set det samme som før, men du vil af og til skulle gøre nogle tilpasninger - for at tage hensyn til din stomi.  

Og ja, du spekulerer sikkert (ligesom alle andre) over, hvad din omgangskreds mon tænker?  

I din nye situation kan det være en idé at stille dig selv det samme spørgsmål: Hvad ville du selv tænke, hvis en af dine venner var syg og skulle have en stomi?  

Prøv at vende det om og sig: Hvorfor skulle andre tænke anderledes om dig, end du ville tænke om dem?

Komplikationer

Inden du kan udskrives fra hospitalet efter operationen, er det vigtig at din væskebalance er i orden - og at mængden af output i din stomi er på et ok niveau (ikke for meget og ikke for lidt). Din tarm kan godt være hævet efter operationen. Maven kan godt tage noget tid om at komme i gang.

Det giver kvalme og utilpashed i nogle dage efter operationen. I nogle tilfælde er man nødt til at lægge et lille rør ind i stomien for at lave afløb indtil hævelsen aftager og der kommer gang i maven igen.

Spørg om råd søg information

Rigtig mange søger råd og vejledning på nettet, men det er vigtigt at du er opmærksom på, at der er forskellige typer af stomier - og at der ikke findes to sygdomsforløb, der er ens.

Du skal derfor passe på med at sammenligne dit eget forløb med andres.

Inden operationen, når du har været inde til en samtale med en stomisygeplejerske, får du samtidig et nummer og en mailadresse, du altid kan ringe til eller skrive og spørge til råds gennem hele forløbet.

Læs også: Det skal nok blive okay