‍Af Christoffer Fehsenfeld

‍

Efter sin operation i juni 2024 måtte Belinda finde en ny balance i sin hverdag. Hendes krop skulle vænne sig til de fysiske forandringer efter operationen, samtidig med at hun skulle håndtere de praktiske udfordringer ved at leve med stomi.

‍

Belinda, 32 år, er butiksuddannet og har derudover en baggrund som personlig træner og diætist.

Efter operationen begyndte tankerne at rulle: Hvordan ville hendes nye livsvilkår mon påvirke hendes muligheder på arbejdsmarkedet? Hvordan kunne hun bedst vende tilbage til et arbejdsliv på nye præmisser?

‍

Men da hun skulle afklare sin arbejdsevne med kommunen, blev hun mødt af en mur af tavshed og manglende sagsbehandling. I fire måneder hørte hun intet fra kommunen.

‍

Først da en ny sagsbehandler overtog hendes sag, kom det frem, at den var blevet glemt. De lovpligtige samtaler var ikke blevet afholdt. Da der endelig blev udarbejdet en lægeattest, skete det uden Belindas tilstedeværelse, og vurderingen var baseret på gamle og forældede oplysninger.

‍

På den baggrund valgte kommunen at erklære Belinda arbejdsdygtig.

‍

Belinda insisterede på en ny lægefaglig vurdering, som bekræftede det, hun hele tiden havde vidst:

Hendes arbejdsevne var nedsat, og en fleksjobordning blev anbefalet. Trods dette afviste kommunen hendes sag og forsøgte at raskmelde hende.

‍

Stress, angst og en uendelig ventetid

Den lange sagsbehandlingstid har haft store konsekvenser for Belindas helbred:

‍

– Jeg var konstant stresset, fik ondt i maven, og min stomi blev forværret, fortæller hun. Angsten for fremtiden og kampen mod systemet tærede på hendes overskud.

‍

Da kommunen truede med at raskmelde hende, blev Belinda yderligere bekymret. Hun så sig derfor nødsaget til at true med advokatbistand for overhovedet at blive hørt. Det fik kommunen til at trække raskmeldingen tilbage og i stedet starte et jobafklaringsforløb – et forløb, der kan vare op til 69 uger.

‍

– Det er alt for lang tid. Det tager ikke mere end et år at finde ud af, hvor meget jeg kan arbejde. Hvis det stod til mig, burde hele forløbet højst tage seks måneder, siger hun og tilføjer, at hun selv har fundet et træningscenter, hvor hun kan starte sit jobafklaringsforløb.

‍

“Man bliver mere syg af at kæmpe med systemet”

Det, der har frustreret Belinda mest, er følelsen af ikke at blive lyttet til.

‍

– Jeg håber, at mennesker med kroniske sygdomme kan få hurtigere hjælp. Man kan ikke snyde sig til en kronisk sygdom.

‍

Belinda har fået hjælp til at navigere i systemet mange steder fra. Især støtte fra en venindes mor, der arbejder som sagsbehandler, samt kontakt med andre i samme situation har gjort en forskel.

‍

– Jeg forstår godt, hvorfor mange giver op. Man bliver mere syg af at kæmpe med systemet, siger hun.

‍

Men hendes råd til andre i samme situation er klart:

‍

– I stedet for at give op, så kæmp for det – det er dit liv, det handler om.

‍