Af Christina Clausen, cand.mag. – skribent på Stomiguiden.dk

Jeg skifter stomi fem gange om dagen, får kun tre timers sammenhængende søvn om natten, fordi jeg skal tømme posen og bliver nødt til at gå hjem fra virksomhedspraktik på grund af lækager. Også dét bliver en del af hverdagen. Jeg må og skal tilbage til hverdagen. Smerterne i området ved siden af stomien giver ingen anledning til at ændre indstilling – også når de bliver så slemme, at jeg igen bliver indlagt.

Lækagerne fortsætter, og det aftales, at jeg skal prøve en ny metode: en fedtsugning omkring stomien for at få den til at sidde bedre. Der bestilles en ultralydsscanning og en MR-scanning for en sikkerheds skyld.

Træt og bange
Diagnosen er en byld ved siden af stomien. Den sprænges, og jeg får antibiotika i drop – af den slags, der giver invaliderende kvalme. Ikke alt går glat. Selvom øvelse burde gøre mester, føler jeg mig tyndhudet. Jeg græder og skriger i smerte, når sygeplejerskerne prøver at lægge et drop for tredje gang. Ved forrige indlæggelse stak jeg beredvilligt armen frem med en kæk bemærkning om mine meget lidt samarbejdsvillige blodårer. Nu føles smerten ulidelig.

Jeg vågner våd af blod og betændelse. En lørdag på skadestuen resulterer kun i beskeden om, at de ikke er bekymrede, og en håndfuld plastre. Men såret vil ikke hele, og jeg er efterhånden fast gæst på sårambulatoriet.

Noget føles forkert. Jeg er træt og bange – især da de siger, at hullet nu er seks centimeter dybt. Pludselig begynder operation igen at være en mulighed i mit hoved. Et seks centimeter dybt hul i maven var åbenbart, hvad der skulle til. MR-scanningen viser, at der alligevel ikke er tale om en absces (en byld) men i stedet en betændt forbindelsesgang til endetarmsåbningen i huden, også kaldet en fistel.

Lyden af mit hjertes slag
Operation er nu den eneste løsning, og jeg føler mig klar – så klar, at ventetiden på en måned føles alt for lang. De sidste mange måneders gentagne problemer og smerter har slidt mig ned til sokkeholderne. Nu vil jeg bare opereres.

Alting går glat op til operationen. Jeg har gået ture, trænet en smule for at forberede kroppen og fyldt min fryser med hjemmelavet mad, så jeg ikke skal tænke på det bagefter.

På operationsdagen er jeg igen nervøs, selvom jeg jo efterhånden kender rutinen. Men da jeg bliver kørt ned på operationsgangen, ændrer noget sig i mig. Portøren ruller mig ind på operationsstuen, og jeg møver mig op på lejet, som jeg har gjort seks gange før i det seneste år. Det er, som om min krop pludselig husker alt, hvad den har været udsat for.

Jeg bliver gjort klar og får det varmt, selvom operationsstuen er iskold. Mærker angsten snige sig ind på mig. Jeg bliver viklet ind i ledninger, og pludselig kan jeg høre lyden af mit eget hjerteslag fra maskinerne. Jeg får iltmasken på, og lyden fra maskinerne ændrer sig. Nu kommer bippene hurtigere og hurtigere. Det er panikken, der får mit hjerte til at slå, og jeg genkender den fra sidst, jeg lå her på operationsbordet. Jeg har ingen sidste tanke, før søvnen rammer mig – kun rendyrket angst. Det viser sig, ganske som frygtet, at man aldrig rigtig bliver klar.

Faktaboks om Christina:

• Fulde navn: Christina Vibeke Holck-Clausen.
• Alder: 29 år.
• Uddannelse: Cand.mag. i historie med tysk som tilvalgsfag.
• Status: Pt. jobsøgende.
• Interesser: Kunst, kultur og bagning.

‍