Sexlinien til unge stomister: Brug os!

Følelser, kærester, dating og ikke mindst sex! Tankerne om disse ting er ofte nogle af de første, der kører rundt i hovedet, når man har fået stomi, og mange unge har svært ved at acceptere stomien. Men unge med stomi skal ikke gemme spørgelysten omkring sex væk, lyder det fra Sexlinien.

Billede: Unsplash

Kan jeg få en kæreste? Hvordan fortæller jeg det til andre? Vil folk synes jeg er usexet med stomi? Hvordan scorer jeg i byen? Vil det påvirke mit sexliv?

Alle unge stomister gør deres egne erfaringer og opdager på deres egen måde, at sex, kærester, graviditet og intimitet sagtens kan lade sig gøre - eller er det samme som før operationen. Måske ved at snakke med kæresten, med stomisygeplejersken, med Copa eller med en anden ung stomist.

Et af de steder, hvor det også er meget hjælp at hente til netop disse emner, er på Sexlinien.dk, hvor du ifølge Sexlinien selv kan få både information og anonym rådgivning om sex, køn, prævention, følelser, seksualitet, kærlighed, seksuelle rettigheder, krop og sexsygdomme”.

Skriv, ring og chat

Men selvom Sexlinien.dk er Danmarks ældste og største portal på området, så kniber det med, at unge stomister tager kontakt, fortæller Jeppe Hald, der er daglig leder af Sexlinien:

- Der har måske én gang været en rådgiver, der har bedt om støtte til det emne i forbindelse med en rådgivning. Det udelukker ikke, at vi har haft rådgivere, der har haft spørgsmål om sex og stomi. Vi har bare ikke kendskab til det, og vi registrerer dem ikke under ’stomi’.

Men sådan behøver det ikke at være, og Jeppe Hald opfordrer da også unge stomister til at tage kontakt til én af Sexliniens 25 rådgivere, hvis der er brug for en god snak eller et godt råd:

- Unge med stomi kan med fordel skrive, ringe eller chatte anonymt med rådgivere fra Sexlinien for Unge, der sidder klar til både at besvare spørgsmål og rådgive, siger han.

Se også: Sex og stomi - Hvordan kommer man i gang?

Blowjob og mindreværd

På Sexliniens online-brevkasse stiller unge både spørgsmål om ting som onani, orgasmer og dildoer, mens andre vil vide, om det er normalt at tænde på dukker af træ, og om man må putte madvarer i skeden. Og stomi er slet ikke en forhindring for at tage kontakt, forsikrer Jeppe Hald:

- Rådgivningen på Sexlinien tager udgangspunkt i de problemer den individuelle unge fremdrager – og de kan være forskellige fra ung til ung. Fx hvordan man giver et blowjob eller om at have problemer med at føle mindreværd og om at holde sig tilbage, hvis man er ung med stomi.

På Sexlinien kan man altså snakke om lige det, man vil, og selvom de ikke har nogen standardråd til unge med stomi, så råder Sexlinien ofte unge med fx kronisk sygdom til at bruge åbenhed og humor, siger Jeppe Hald:

- Generelt plejer vi at råde unge til at være åbne omkring funktionsnedsættelser eller kronisk sygdom. Helt generelt i sociale sammenhænge, så venner og bekendte ved det, og specifikt i mere intime relationer. Men også til ikke at tage det for tungt, men at kunne lave lidt fis med det og ikke gøre det til det eneste, man er. Man er også ham med 'den pæne hud', hende med 'den sexede gang' og så videre.

Se også: Sex og stomi - Hvordan siger man det?