Mathias: Stomien er faktisk en fordel til fester

Stomien er faktisk en fordel til fester fortæller Mathias De Smedt til Stomiguiden.dk. Som mange andre unge med stomi, var han ellers bekymret for, om han nogensinde ville være i stand til at tage i byen igen

Da Mathias lige havde fået stomi, var en af de ting, han tænkte over, om han nogensinde kunne feste bekymringsfrit igen, drikke sig fuld og grine med vennerne, uden at skulle bekymre sig om lækage, posetømning og andres skæve blikke. I dag er han ikke i tvivl: Man kan feste ligesom før, også med en stomi. Nogle gange er stomien faktisk en fordel!

Hvad med lækage? Hvad nu, hvis der ikke er et toilet i nærheden? Hvad vil andre tænke om stomien? Tvivlen gnavede, da Mathias fik sin stomi. Og hvad med fester og hygge med klassekammeraterne? Kunne han stadig drikke sig fuld og slå sig løs uden at skulle bekymre sig? Glem det. Det kunne umuligt blive ligesom før...  

Mathias kan stadig huske, hvad han tænkte lige efter, han var blevet opereret stomi:

-”Da jeg var afkræftet var det umuligt for mig at se, hvordan det kunne blive ligesom før. Det er jo sådan en kæmpe livsforandring, og du ved ikke, hvordan det kommer til at fungere. ”

Heldigvis ser virkeligheden i dag helt anderledes ud. Mathias fester ikke bare på trods af sin stomi, nej, for hvis du spørger ham, så kan fest og stomi faktisk være en ret nice cocktail.

Man skal tage sin forholdsregler

Tryghed, tryghed... Tryghed. Det er et ord, Mathias siger meget, når han skal forklare, hvordan det er at ramme byen med stomien som drinking buddy.

Selvom det har vist sig IKKE at være verdens undergang at tage til fest, når man har en stomi, så har man stadig en pose på maven, som ikke bare kan ignoreres. Men frygt ikke – Mathias har alle løsningerne:

  • Skift pose/plade inden du tager afsted. Så har du et rent luftfilter til hele aftenen og sørger for at posen ikke bliver fyldt op med luft.

  • Vær forberedt. Pak en lille taske/sportstaske med produkter så du har nok til at kunne skifte din plade/pose hvis du skulle komme i en situation hvor du har behov for det.  

  • Find ud af hvor det nærmeste toilet er. Når du tager i byen, er det rart at vide hvor toilettet er, så du hurtigt kan komme til hvis posen skulle blive meget fyldt.

Når Mathias har de ting på plads, så kan han sagtens feste – som han siger:  

- “Så er du på den sikre side, og så har du trygheden. Så er det ligesom før, og jeg tænker overhovedet ikke over, at jeg har en stomi.”

Stomien kan gøre en samtale bedre

De fleste kender følelsen af at komme til en fest, hvor man kun kender et par stykker. Samtalerne dør alt for hurtigt - man har bare ikke rigtigt noget at snakke om. En af de fester, hvor man ender med at sidde i en eller anden sofa og kigge ned i sin telefon. Klart, det er ikke super nice at se det samme instagram feed for tredje gang, men det føles trods alt bedre end at stirre akavet ud i luften.

Mathias fortæller, at stomien faktisk kan hjælpe ham, når han snakker med én, han ikke kender, til en fest. Han har opdaget, at mange er nysgerrige omkring den, og at den kan være en fed ting at snakke om, så længe den anden person er klar på det.

Han griner lidt, da han kommer i tanke om en situation fra en fest weekenden før:

I løbet af festen skal han på toilettet, fordi stomiposen er ved at være fuld. Han vender sig mod en af sine kammerater for at fortælle, at han lige skal på toilettet og tømme posen, men, så sker der noget uventet:  

-“Vi havde fået en del at drikke, og han sagde “Jeg vil meget gerne ind og se, når du tømmer sådan en pose, hvordan det ser ud”. Han så det, og sagde “Nå, okay, er det ikke mere end det?”. Så kommer vi ud fra toilet og så står der er en pige, som jeg ikke har snakket med endnu, og hun siger “det er ikke så tit, der kommer drenge ud fra toilettet, det plejer at være piger.” Så sagde jeg “Jamen, jeg skulle lige lære min ven her, hvordan man tømmer sådan en pose, jeg har stomi!” Så sagde hun “Hvad, stomi???!” Og hun blev helt optaget af det, og så spørger hun jo bare ind.

Det er bare ét af de mange eksempler, som Mathias har, på at stomien - når det praktiske også er sørget for - faktisk godt kan være en fordel til fester.