Stine viser gerne stomien frem på stranden

For Stine Schwaner Ottosen er det vigtigt, at hun føler sig godt tilpas. Det gør hun blandt andet ved at have bikini på, når hun er på stranden med sin datter. Hun har både fået respekt og blikke ved at vise sin stomi frem. Men Stine vil hellere fortælle om at have stomi, end at have det tysset ned.

(Billede: Stomiguiden.dk)

Stomien var kun positiv

Da Stine Schwaner Ottosen fik stomi i 2014, gav det hende endelig mulighed for at være der for hendes datter.

- Da jeg i 2013 fødte min datter, så eskalerede mit Colitis Ulcerosa og den medicin, som havde virket før, den virkede ikke længere. Min krop var blevet immun. De kunne ikke se, hvad de skulle gøre, så det gik bare ned ad bakke. Der skulle ske noget, som virkede.

For at få et indblik i, hvorfor Stine har valgt, at vise stomien frem på stranden, spurgte Stomiguiden.dk hende om, hvordan hun reagerede på nyheden om, at hun skulle have stomi. Hertil svarede hun meget klart:

- Jeg var meget afklaret med det, fordi jeg havde det så skidt. Det var enormt frustrerende, at have så mange smerter og skulle på toilettet hele tiden, at jeg ikke kunne passe min datter, som jeg gerne ville. Jeg tror, at det var det, som gjorde det nemt for mig. Jeg kan huske, da lægen sagde: ”Stine, nu kigger jeg på dig og, hvis jeg siger stomi, hvad siger du så?” og så sagde jeg til ham: ” Du gør, hvad end der skal til, jeg skal bare kunne passe hende der.” Jeg var så lettet og samtidig vidste jeg faktisk ikke helt, hvad det var – jeg havde aldrig set nogen med stomi før – men da jeg så en stomipose tænkte jeg, nå er det bare det, så lad os da komme i gang.

Det har været vigtigt for hende, at venner og bekendte vidste, hvad der foregik. Fra starten blev tabuet brudt ved, at hun lagde et foto op på Facebook – et fotografi af hende med stomipose på maven, hvilket resulterede i en masse positiv feedback:

- Følelsesmæssigt gav det mig en form for ro og en afklaring i forhold til mig selv, hvad jeg egentlig havde været igennem. Folk reagerede kun positivt. Det gav en masse respekt fra folk, som man overhovedet ikke havde regnet med. Der var mange, som henvendte sig og fortalte, at nu kendte de til, hvor slemt det havde været og forstod, at det ikke bare var noget som man havde sagt.

Bikini på stranden - mit valg

At få en stomipose på maven har bestemt ikke stoppet Stine i at tage på stranden med sin lille datter – hun har en stomi og hvad så? – hun vil selv bestemme over sit outfit– det handler ikke om, hvad andre tænker, men om, hvad hun føler sidder bedst på kroppen. Her er en badedragt bestemt ikke det hun ser som mest flatterende på hendes krop:

- Jeg tager gerne bikini på, fordi jeg ser ikke særlig godt ud i en badedragt. Jeg er faktisk så ligeglad. Det eneste jeg tænker over er, hvad jeg har det godt i. Hvad jeg synes er praktisk i forhold til mig og min stomi. Jeg har lige været på stranden de sidste to dage og den ene dag havde jeg en helt almindelig bikini på. Ellers har jeg også købt en højtaljet bikini, som lige dækker op over stomien og kan presse på pladen, så den sidder ekstra godt fast – den er god til at holde ekstra tæt, når man svømmer.

Se også: Ar og badetøj: Kan man bade med stomi?

Det er dog ikke alle, som lader stomiposen gå ubemærket hen. Da Stomiguiden.dk spørger ind til en hændelse, hvor folk har reageret på Stines stomi på stranden, er der én bestemt situation, som stadig sidder i Stine Ottosens hukommelse. Hun blev konfronteret allerede den første gang, at hun viste sig i bikini med stomi:

- Ofte kigger folk bare – men den eneste gang, hvor nogen har sagt noget, var på Ribe camping. Alle kiggede jo og sådan var det, men så kom en lille dreng forbi og han stoppede op og kiggede lige ind i min mave. Han sagde: ”hvad er det du har der?”. Så kom hans bedstemor og svarede: ”Nej, det spørger man ikke om.” og så blev jeg sådan lidt, nej for jeg har forberedt mig på det spørgsmål virkelig længe. Så jeg vendte mig om og fortalte ham: ”Nu skal du høre, det er fordi jeg var meget syg og så sagde lægen at, hvis jeg fik sådan en pose på maven, så blev jeg rask.” og drengen svarede bare: ”okay.” og så løb han bare igen og jeg stod tilbage og grinte lidt, imens jeg tænkte: ”Det var sgu sjovt, det var lige som det skulle være”.

Hvis det stod til Stine, burde man hellere spørge ind til stomien frem for at kigge og pege. Hun fortæller videre, hvordan hun undrede sig over, at drengen blev tysset ned – det ville da være federe, hvis andre mennesker kom hen og sagde: ”Gud, hvor er du sej, hvad er der egentlig sket med dig?” eller ”Gud, hvordan ser du ud!” eller ”Ad, hvor ulækkert, det synes jeg ikke du kan!” – det er nemmere at forholde sig til.

Ja, der bliver kigget!

Det er svært at komme uden om, at folk kigger. Men det siger, ifølge Stine, noget om, at de ikke har så meget andet at se på. Her er det op til dig selv om det er noget, som går dig på eller det ligesom hende giver en fornemmelse af sejhed. Det er helt individuelt, det vigtigste er at mærke efter, hvordan det føles i kroppen:

- En dag, da jeg legede med min datter i vandet, kunne jeg fornemme en flok teenagepiger, der fniser og peger. Her tog jeg mig selv i at kigge ned ad mig selv og tænke: ”Jeg er bare meget sejere end dem – de aner jo ikke, hvorfor jeg ser ud som jeg gør og de ved heller ikke, hvad det er”. Derfor tænkte jeg: ”Det er jo fint - I giver mig bare en styrke – så kan I ikke lige grine lidt højere”. Jeg er sikker på, at de ville have gemt sig væk, hvis det var dem. Det siger bare, at det er sejt, det jeg render rundt og gør.

Et godt råd - skal stomien vises frem?

Man skal være forberedt på, at der vil være både positiv og negativ feedback. Det vigtigste er, at man selv får det godt med at have stomi.

- Man skal ikke forvente, at alle mennesker bare synes det er fint. Jeg tror dog at, hvis man har det godt med det selv og man ved, at det er en del af én og sådan man er, men stadig er lidt usikker omkring det, så har det hjulpet mig at fortælle det til folk. Fordi så har der ikke været den der uvished om, hvad det er og hvem hun er.

Stine har selv valgt at vise stomien frem, både i hjemmet, på stranden og på sociale medier. Men det kommer ud af en proces, hvor hun selv skulle acceptere at have stomi.

- Det bedste for mig var at skrive det ned, hvis ikke jeg var glad for det jeg havde. For hvordan kunne mit liv ellers have været? Jeg kunne stadig have været syg, haft smerter og brugt mange penge på medicin. Det hjalp mig at se, hvilke fordele og ulemper der var ved de to liv. Jeg fandt ud af, at det liv jeg har nu, er det liv, hvor der er flest fordele. Vores historier er individuelle og det er ikke alle, som har succes ved at have en stomi. Men i grove træk tror jeg, at man slipper for en masse af de problemer som man havde før. Mit råd er, at man skal være glad for stomien selv, før man åbner op for det. Man skal ikke presse sig selv, hvis ikke man har indfundet sig helt med det endnu.

Vær’ stolt af den du er, for så bliver andre det også –slutter Stine Schwaner Ottosen.

Se også: Astrid på Instagram: Jeg har lyst til at dele ud af det!