Forrige artikle
Kom med Copa Ung til Stomidagen 2024 i Middelfart
Kom med Copa Ung til Stomidagen 2024 i Middelfart
Hvordan spørger man til toilet-forholdene til jobsamtalen, når det fylder noget hos en? Det skriver Stomiguiden.dk's skribent Christina Clausen om her.
Af Christina Clausen, skribent på Stomiguiden.dk
Tillykke! Du er kommet gennem nåleøjet i din jobsøgning og er kommet til samtale. Du har måske strøget en skjorte i hvert fald forberedt dig på, de spørgsmål de vil stille dig. Øvet dig på at nævne alle de fortræffeligheder, der gør, at de selvfølgelig skal ansætte dig.
Samtalen går godt, og så kommer det øjeblik, der altid kommer, nemlig spørgsmålet: ”Har du så nogle spørgsmål til os?”. Her kunne der jo være så mange gode spørgsmål om organisationen eller hjemmearbejde, men som person med stomi er der især ét spørgsmål, der skal stilles, og som kan udstille dig som anderledes end de andre jobsøgere.
For selvom der i bunden af de fleste jobannoncer opfordres til, at alle med forskellig baggrund kan søge og der søges mod diversitet i arbejdsstyrken, ja, så er sandheden jo, at det ikke er alle steder, at tilgangen til handicapvenlige faciliteter er lige gode. Så der er ikke andet for end at rømme sig og så spørge: ”… Og så skal jeg lige høre om adgangen til handicaptoiletter?”.
Selv har jeg nu spurgt om det så mange gange, at angsten er forsvundet, men derfor skal der stadig tages tilløb. Det sker sjældent uden en vejrtrækning eller to. For uanset hvor tryg du er, kan det føles grænseoverskridende. For mange af os er så heldige, at stomien ikke kan ses, og vi lever et liv som alle andre.
Foran alt det her ligger også en overvejelse omkring, hvorvidt man skal fortælle om sin stomi, eller for mig, om min sygehistorie. For mig har det ikke været en nem overvejelse, for som de fleste andre vil jeg ses for mine kompetencer og erfaringer og ikke min sygehistorik. Jeg vil ikke stilles svagere i en jobsituation pga. noget, jeg ikke har indflydelse på, og som jeg ikke tænker, vil påvirke min arbejdsindsats.
Jeg har valgt at spille med fuldstændigt åbne kort og fortæller det altid, når det passer ind i samtalen. Det er ikke nemt, men det er måske også mere naturligt for mig, der har et stort hul i CV’et pga. en lang sygemelding. Så jeg trækker vejret dybt ned i maven, smiler mit bedste smil og forsøger at få det til at lyde så nonchalant så muligt, når jeg spørger en mulig arbejdsgiver om toiletfaciliteterne og fortæller at jeg har stomi.
Måske en dag det bliver nemmere, men indtil da, så er det fake it till you make it, og så husk, at vi kan præcis det samme som alle andre og endda med en pose på maven.