Overvejer du at søge handicaptillæg?

Skal du til at være studerende og overvejer du at søge om handicaptillæg til din SU efter sommer? Så læs med her, hvor du kan få en oversigt over de vigtigste pointer fra SU.dk og overlæge Jens Kjeldsen fra Odense Universitets hospital deler ud af sin erfaring.

Er du kommet ind på dit drømmestudie og går lidt med tankerne om at søge handicaptillæg til din SU? Så har du sikkert været inde på www.su.dk og læse om retningslinjerne. Her kan du hurtigt blive i tvivl om du skal søge tillæg eller ej. Det kan være svært at tro, at du er berettiget og har en chance, når SU.dk beskriver et krav om en ’betydelig funktionsnedsættelse’. Fortvivl ikke, hvis du spørger overlæge og professor i inflammatoriske tarmsygdomme Jens Kjeldsen:

- Jeg tror chancen er relativt god, men når der er flere ansøgere end tidligere, så er der nok desværre også færre, der får det. Men jeg vil helt klart mene, at man skal søge, fordi det er nemlig rigtig svært for din læge at gennemskue om du er berettiget til det. Så man skal nok bare ud og spørge – eventuelt på uddannelsesinstitutionens SU-kontor.

Det er muligt at få hjælp

Stomiguiden.dk anbefaler at være godt forberedt til ansøgningsprocessen og få din læge til at skrive det bedste notat muligt. Kigger man på SU.dk, er der en masse informationer, og ting du skal have styr på. Men det vigtigste du kan gøre er at sørge for, at din sygdom er ’lægefagligt dokumenteret’. Ifølge Jens Kjeldsen er det også vigtigt, at du har erkendt, at du har nogle begrænsninger i forhold til dine studiekammerater, inden du tager fat i lægen.

- Det kræver, at man har en etableret forestilling af, at man har en sygdom. Det handler om, at man skal erkende, at man har en sygdom, hvor man faktisk kan få noget hjælp.

Hvor skal jeg starte?

Er der noget, du kan forberede inden du tager fat i lægen? I et interview med Stomiguiden.dk deler Jens Kjeldsen ud af sin erfaring med, hvad der kan være godt at få lægen til at fokusere på i sit notat.

- Nej man skal ikke forberede noget, men man skal måske have gjort sig klart, hvilke symptomer, at man ønsker at få fremhævet og de ting som man mener, er af betydning for sin sygdom. Det er ikke kun et spørgsmål om, at lægen skriver, at man har diarré eller mavesmerter, det handler om at beskrive de begrænsninger og især almene symptomer, som behovet for at hvile, man har i sin dagligdag.

Okay – indtil videre skal du:

1) Have erkendt, at du er syg og kan få hjælp.

2) Tænke over hvilke begrænsninger du har i din dagligdag, som forhindrer dig i at have et arbejde ved siden af dit studie.

3) Kontakte din behandlingsansvarlige læge på sygehuset.

Men hvad er det for begrænsninger, man kan have i sin dagligdag? Jens Kjeldsen hjælper os lidt på vej med hvad det kan være, hvis man fx har fået stomi på grund af en inflammatorisk mave-tarm-sygdom:

- For unge patienter med inflammatoriske lidelser kan et dominerende symptom være træthed og behov for at hvile. Det kan også være andre tarm-relaterede problemer som eksempelvis ledproblemer etc.  Det kan være et helt håndgribeligt problem, at det kan være svært for dig at passe et arbejde i weekenden, for der har du behov for at hvile ud. Bløde symptomer som træthed og behov for hvile nævnes sjældent i forbindelse med tarmsygdomme, men de er vigtige at fremhæve. Pointen er, at man skal have et helt billede og ikke blot hvor mange gange, man render på toilettet.

Hvad skal jeg have fat i: Notat eller lægeerklæring?

Først beder du din læge skrive et notat, der viser, hvorfor du er begrænset forhold til at kunne have et job ved siden af dit studie. Det er i hvert fald vigtigt, at du får fremhævet de symptomer, som er vigtige for dig, både tarmsymptomer, og de almene symptomer. Her skal du især huske, at gøre lægen opmærksom på, at du vil søge HandicapSU. Men er det nok?

- I første omgang bliver den studerende bedt om at få den behandlingsansvarlige læge til at lave en kort beskrivelse af sygdommen: ”Den studerende med den og den sygdom, har følgende begrænsninger og får denne behandling. Personen forventes ikke at kunne have et fritidsarbejde…”. Det går jo tit ud på at vurdere, hvorvidt man kan have en ekstra indtægt ved siden af studiet eller ej. Hvis det ikke er muligt at arbejde, skal det fremgå tydeligt i lægens vurdering.

Uddybende spørgsmål til din ansøgning er helt normalt

I vores snak med Jens Kjeldsen er det i de fleste tilfælde nok - og så er det helt gratis modsat en lægeerklæring!

- Der kan dog komme uddybende spørgsmål fra uddannelse og forskningsministeriet, hvor de mere specifikt beder din læge om at uddybe sygdomsforløbet. Det kan være noget i retning af: ”Patienten har været syg i 10 år, opereret tre gange og har behov for at ligge i sengen x antal timer om ugen for at hvile”. Det er ikke noget du skal bekymre dig om eller betale for.

Vi håber, du kunne bruge vores råd. Nu er det bare op til dig at kontakte din læge, få skrevet et notat og søgt handicaptillæg, så du er helt klar til studiestart. På SU.dk kan man også finde et par gode råd:

1) Skriv eventuelt også selv et brev om, hvad dine begrænsninger er og hvorfor du har behov for tillægget

2) Vær opmærksom på, at det beløb du må tjene ved siden af sættes betydeligt ned, da princippet er, at du ikke kan arbejde imens du studerer Giv handicaptillægget til din SU et forsøg - det kan være en kæmpe hjælp gennem din studietid.

Stomiguiden.dk ønsker dig et kæmpe tillykke med dit nye studie!